Folketinget har lige vedtaget en ny lov vedrørende fri abort. Tidligere var abortmuligheden fri indtil barnet var 12 uger gammelt. Nu er det ændret til 18 uger. En af forklaringerne er, at der ikke er noget sundhedsfagligt i vejen for, at abortgrænsen bliver fremrykket. Jeg er enig i, at sundhedsmæssigt er det lige farligt for barnet, om det bliver aflivet som 12 uger gammelt eller 18 uger gammelt. Begge dele fører det samme sted hen. Om det er værre eller bedre for moren, det skal jeg absolut ikke gøre mig klog på.

Den fri abort er en afskyelig og ukristelig mulighed. Det er ikke et moralsk samfund værdigt. Det mest hyppige argument, som abortfortalerne bruger, er at det må være kvindens eget valg om barnet skal leve eller ej. Der er ingen, der skal bestemme over hendes krop, siger man. Hvis det drejede sig om rygning, stoffer, benambutationer osv., så giver argumentet en smule mening. Man kan sagtens argumentere for, at det rager andre et pap-and hvis nogen vil ryge, sprøjte heroin i årerne eller skære sine fødder af. Eller gør det? Men når det kommer til et helt andet unikt individ, som ikke selv har valgt at være i kvindens livmoder, så er det pludelig kvindens ret at bestemme over dette liv, som hun vil. Det er et koldt og kynisk menneskesyn.

Men min side, abortmodstandernes side, kan også ende i argumenter, som udelukkende ser på den ene side af sagen: barnets ret til liv. Det er heller ikke kristeligt, hvis du spørger mig. Moderen har lige stor værdi som barnet – og det har faren naturligvis også. Det betyder, at hvis vi ønsker en stram abortlovgivning, så skal der også sørges for hjælp til de kvinder, som er blevet ufrivilligt gravide. Hvordan skal vi hjælpe?