“Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt. Men dette er den almindelige tro, at vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet.” Fra den athanasianske bekendelse.

Troen på den treenige Gud er uhyre vigtig. Hvis ikke vi kan godtage den almindelige, klassiske treenighedslære, stiller vi os selv uden for den kristne tro. Så alvorligt lyder det fra den Athanasianske Trosbekendelse. Denne trosbekendelse er sammen med den Apostolske Trosbekendelse, den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse, Luthers lille katekismus og den Augsburgske Bekendelse, de bekendelsesskrifter, som udgør bekendelsesgrundlaget i folkekirken.

Kristus-bekendelsen i det Ny Testamente

Læren om treenigheden har været en del af troen, lige siden Jesus åbenbarede den for den kristne kirke, mens han var synligt til stede blandt disciplene. Men man lavede ikke en præcis formulering af læren før senere i kirkens historie. Årsagen til nødvendigheden af en præcisering var, at der opstod forskellige slags falske lærdomme. At begynde med handlede det særligt om Kristologien – læren om hvem Jesus er. Vi kan se i det nye testamente, at ret hurtigt efter Jesu himmelfart, begyndte falske lærdomme om ham at spredes i kirken. Johannesevangeliet taler imod en vranglære, som sagde om Jesus, at han ikke var Guds Søn og Gud selv. Derfor begynder Johannes sit skrift som han gør: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” (Joh 1,1). Hans formål med skriftet sætter han ord på ved afslutningen: “… dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” Også i sine breve tager han afstand fra falsk lære om Jesus – her er vægtlægningen særligt på, at Jesus er Kristus (dvs. messias), som er kommet fra Gud – og er blevet menneske.¹

Paulus går også imod falsk lære om Jesus, som florerede i de menigheder, han havde en relation til. I 2 Kor 11,4 skriver han: “I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede …” I hans skrifter er det særligt bekendelsen af Jesus som Herre, som er værd at bide mærke i. På græsk står der κύριος (kyrios), når der på dansk står herre. Paulus skriver i romerbrevet: “For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.“², “Jesus er Herre”! Det som er særligt opsigtsvækkende med denne bekendelse er, at herre er det ord, man sagde, da der på hebraisk stod Guds navn, יהוה (JHVH). κύριος kunne naturligvis sangtens betyde herre i almindelighed, altså tiltalte slaverne deres mester for κύριος. Men i romerbrevet 10,13 får vi at vide hvilken Herre, Jesus er. Her citeres fra Joels bog kap 3, vers 5: “for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«.” Paulus gengiver skriftstedet på græsk, og her er det ordet κύριος, som bruges. Men i den hebraiske tekst står der ikke אֲדֹנָי (adonai, som betyder herre, og ville være den oplagte oversættelse af κύριος ), men יהוה. Paulus sætter altså lighedstegn imellem frelse og påkaldes af Jesus som Herren – altså, af Jesus som JHVH, Gud. Bekendelsen af Jesus som Herre går igen flere gange hos Paulus. Måske allertydeligst i 1 Kor 12,3: “Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.”

Kristus-bekendelsen i oldkirken

På trods af, at Bibelen er klar omkring Jesus som både Gud og menneske, bliver der ved med at opstå falske lærdomme om ham. Disse lærdomme var en stor del af årsagen til, at man var nødt til at formulere treenighedslæren mere klart og præcist.

Irenæus (f. 130), som var oplært af Polykarp, der var discipel af apostlen Johannes, skrev bl.a. skriftet “Bevis for den apostolske forkyndelse“. Heri skriver han om “troens regel“, som skal hjælpe os til at fastholde den sande tro. Denne troens regel tager afsæt i bekendelsen af den treenige Gud³. De allertidligste trosbekendelser i kirken, som bl.a. den apostolske trosbekendelse er baseret på, siger nogenlunde det samme som Irenæus’ troens regel.

I 325 mødtes mange af kirkens ledere til et kirkemøde, hvor treenighedsspørgsmålet var på dagsordenen – og særligt var det læren om Kristus, som blev diskuteret. En sekterisk retning, der havde vundet indpas i kirken, arianismen, påstod, at Kristus ikke var Gud. Kirkemødet stadfæstede den Nikænske Trosbekendelse som den sande lære om Gud – og arianismen som kætteri. I 381 kom der en fortsættelse af mødet, denne gang fik spørgsmålet om Helligånden en særlig plads i drøftelsen. Resultatet blev, at man udvidede den Nikænske Trosbekendelse til den Nikæno-konstantinopolitanske som vi har som bekendelsesskrift i den lutherske kirke i dag⁴.

Udbredte kætterier

I den Augsburgske Bekendelse nævner Filip Melanchton nogle kætterier ved navn, som var velkendte i samtiden: manikæismen, valentinianismen, arianismen, eunomianismen, muhamedanerne (islam) og gnosticismen. Med undtagelse af islam, er alle de andre kætterier lærdomme, som har rødder i oldkirken.

Manikæerne troede på “at verden er en blanding af ondt og godt, materielt mørkestof og åndeligt lysstof, der igen må adskilles, så det gode i mennesket vender tilbage til lysgudens rige.”⁵ Kirkefaderen Augustin hørte til denne religion, inden han blev omvendt til den kristne tro. Denne form for religiøsitet var også kendt på reformationstiden. Og derfor bliver den nævnt i den Augsburgske Bekendelse. ⁶ Valentianismen tilhører, ligesom manikæismen, den gnostiske familie. Valentianerne søgte at blande den kristne tro med samtidens mysteriereligioner og filosofi. Arianismen vender vi tilbage til lige om lidt. Eunomianismen var en yderliggående form for arianisme⁷. Islam bliver naturligvis også afvist. Endelig nævnes gnosticismen som helhed til sidst⁸.

Alle af ovenstående kætterier handler ikke i udgangspunktet om en bevidst stillingtagen til treenighedslæren, selv om det naturligvis vil følge med. Det er egentlig kun arianismen og eunomianismen, der gør. De følgende kætterier, som jeg vil skrive om, forholder sig alle direkte til spørgsmålet om treenigheden. Det drejer sig om fem falske treenighedsforestillinger, som stadigvæk udgør en vis trussel imod sand, bibelsk treenighedsfortåelse den dag i dag.

Arianismen (og pnematomakionismen⁹): Denne vranglære er opkaldt efter præsten Arius. Arius lærte, at Jesus ikke var selve Gud; men at han var den første og højeste skabing – og alt blev skabt ved ham. Tankegangen bag er bl.a., at Gud ikke kan ændre sig, begrænse sig, blive dødelig etc. Derfor kunne Jesus ikke være Gud, siden han var alle disse ting. Arianismen har dog et ret højt syn på Jesus. Og man kunne endda også tale om ham som Gud – men dog ikke Gud. Pneumatomakionismen ses ofte som en videreudvikling af arianismen. Gud er én, navnlig Faderen. Jesus er ikke Gud, men er dog lig Gud som hans Søn. Helligånden er ikke Gud, men han er en usynlig kraft, der udgår fra Gud. Disse lærdomme finder man i dag hos Jehovas Vidner; men den findes også i akademiske teologiske kredse og i den kristendomsinfluerede folketro i Danmark.

Den sande, bibeltro lære siger, at der er kun én Gud; men han er tre. Han er Faderen, han er Sønnen og han er Helligånden. Faderen er hele Gud, Sønnen er hele Gud og Ånden er hele Gud. Og dog er Faderen ikke Sønnen, Sønnen ikke Helligånden og Helligånden ikke Faderen.

Adoptionismen: Der er visse fællestræk med arianismen (og pneumatomakionismen). Adoptionismen findes i forskellige udgaver, men grundlæggende set handler den om, at Jesus udelukkende blev født som et menneske (evt. ved jomfrufødsel, men ikke nødvendigvis). Han var ikke Gud, og kom ikke af en guddommelig herkomst. Men Gud så at sige adopterede ham som sin søn – og gav ham sønneværdighed. Denne adoptiation knytter man ofte til ved Johannes dåb af Jesus.

Denne retning er ikke så kendt i den almindelige kirkelighed. Men unitarerne¹⁰ (i hvert fald de klassiske unitarer) er en slags moderne adoptionister. Denne form for kristendoms- og gudsforståelse finder man også i moderne bibelkritisk teologi i en eller anden form.

Arianismen fornægter Jesu guddommelighed, men fastholder dog en særlig gud-lighed. Adoptionisterne kommer nemt til at gå endnu længere ud af den kristus-fornægtende retning. Her vil man benægte Jesu præeksistens, og sætte en stor fed streg under Jesu menneskelighed – og helt, eller næsten helt – udslette en hver form for overmenneskelighed.

Mange almindelige folkekirkemedlemmer, som ikke betragter sig som særligt troende, vil ofte have et slags adoptinistisk syn på Jesus. Jesus var kun et menneske, men et meget godt menneske – evt. en stor morallærer eller guru. Men dog et menneske, som i egenskab af sin godhed eller indsigt bliver guddommeliggjort.

Modalismen: Det kommer af ordet modus, som er i familie med det danske ord måde. Denne lære siger, at Gud er én og kun én. Faderen, Sønnen og Helligånden er Gud. Og Faderen er Sønnen, og Sønnen er Helligånden og Helligånden er Faderen. Når vi kender ham som Faderen, Sønnen og Helligånden, er det ikke på grund af at han er disse distinktive personer, men at han viser sig og åbenbarer sig på disse tre forskellige måder.

Denne lære er ikke officielt udbredt i kirkelige sammenhænge i Danmark, men den er ret udbredt i USA iblandt dem, som bekender sig til Oneness Gospel. Men selv om denne lære ikke er officielt udbredt, er det en let fristelse at falde i, når vi forestiller os Gud. Nogle gange kommer forkyndere også i praksis til at prædike modalistisk, når de kan finde på at sige, at i det Gamle Testamente viser Gud sig som Faderen, inden pinse viser han sig som Jesus, og efter pinse er det Helligåndens tid.

Gud er én, ja – men han er også tre. Sønnen bøder med sit liv og soner Guds vrede. Faderen tager imod hans offer som betaling. Og Helligånden sendes ud af Faderen og Sønnen til kirken. Og alle, der er døbt i den treenige Guds navn, får tilbudt Helligånden som gave. Og Helligånden råber i den troendes hjerte: Abba Fader! Det er ved Helligånden, at troen vokser frem – og ved treon er vi Guds børn.

Tritheisme: Denne lære går ud på, at kristendommen ikke er en monoteistisk religion. Altså, kristne tror ikke på én gud, men på tre. Siden Jesus og Faderen ikke er den samme, og Jesus siger, at Faderen vil sende Helligånden – er det tydeligt, at de ikke er den samme person, siger man. Men, fortsætter læren, kan de heller ikke være den samme gud. Derfor bliver konklusionen, at der er tre guder: Faderen, Sønnen og Helligånden. Denne lære finder man bl.a. i Jesu Kristi Kirke af den sidste dages hellige (mormonerne).

Partialismen: Dette er på sin vis lidt det samme som tritheisme. Forskellen er dog, at man bekender sig kun til én gud. Men, siger man, denne Gud består af tre suveræne, selvstændige indvider, som hver er en del af Gud. Dvs. Faderen er en tredjedel Gud, ligeså Sønnen og Helligånden.

Jeg er stødt ind i mennesker, som tror således om Gud, men jeg tror ikke det er en udbredt lære i Danmark. Men det er helt klart noget, som kirkens skal være opmærksom på.

Afrunding

Hvorfor er det vigtigt, at have styr på læren om treenigheden? Fordi, det er sådan Gud har åbenbaret sig – og det er sådan Skriften lærer os om ham. Hvis vi søger at lave om på Gud, begynder vi at lave os en guldkalv, som måske har sine rødder i en tanke om hvordan den sande Gud er – men dog er en kreation efter vores eget hoved.

Vi bekender troen på én Gud, men tre personer. Faderen er Gud, Sønnen er Gud, Helligånden er Gud – hele Gud. Men Faderen er ikke Sønnen, Sønnen er ikke Helligånden, og Helligånden er ikke Faderen.

Vi læste indledningsvis fra den athanasianske bekendelse: “Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt.” Hvordan skal det egentlig forstås? Betyder det, at vi skal kunne redegøre for bibelens treenighedslære, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive frelst? Hvad så med spædbørn, eller dem, der ikke mentalt og intellektuelt er i stand til at komme med en sådan fremstilling?

Målet for den athanasianske trosbekendelse er ikke at fordømme dem, der ikke kan formulere troen, men dem, der tror på en anden Gud end ham, som åbenbarer sig i Skriften. Dvs., man kan tro på Jesus som Gud, selv om man ikke ville kunne formulere det. Du kan endda i princippet være en frelst kristen, selv om du i dit hoved rationaliserer dig frem til en forståelse af treenigheden, som minder om partialisme eller modalisme. Men hvis du rent faktisk i dit hjerte tror det – altså, at du tror på Jesus som en, der ikke er af samme væsen som Faderen, og ikke er hele Gud – som en, der har en selvstændig vilje, som han kun af valg enstemmer med Faderens og Åndens, så bevæger du dig væk fra en sand kristentro. Og hvis du i realiteten – ikke bare forklaringsmæssigt – men virkelig holder op med at sætte din lid til Guds soningsdød på korset, så er det ikke Gud, Bibelens Gud, du tror på. Hvis du ikke modtager Helligånden som Gud (om end du ikke kan formulere det sådan), så modtager du ham ikke. Og hvis forkyndere forkynder Gud i overenstemmelse med ovennævnte kætterier, så fører de folk vild.

Altså, teologisk intellektualisme frelser os ikke, men det er med til at fastholde troen på den sande Gud. Og den hjælper os til at stå imod falsk lære, således at vi ikke vil sætter vores lid til guldkalve.

1. 1 Joh 2,18; 2,22; 4,1-3 og 2 Joh 7 ↩︎
2. Rom 10,9 ↩︎
3. https://centerforhistorieformidling.dk/senantikken-kristendommen/irenaeus-troens-regel.html ↩︎
4. På et tidspunkt valgte man i den vestlige del af kirken, at tilføje to ord til bekendelsen, “og Sønnen”. Den østlige del af kirken ville ikke medtage denne ændring, og dette blev en del af årsagen til kirkens splittelse i 1054 ↩︎
5. Dr. theol Jørgen Larsen, Lad os bekende den kristne tro, Lohses Forlag 1999, s. 34, note 1 ↩︎
6. Det er også en form for religiøsitet, som er udbredt i dag. Meget af New Age tankegangen bygger på en lignende filosofi. Mennesket består af krop og ånd. Frelsen består i sidste ende i, at vi skal sættes fri af kroppen, og blive vores helt sande jeg, som er 100% ånd. Men dette er også noget, som mange almindelige danskere tror på. Der er en forestilling om, at når vi dør, bliver vi adskilt fra vores legemer, og ånden skal leve evigt i himlens ådelige rige. ↩︎
7. https://www.newadvent.org/cathen/05605a.htm ↩︎
8. Læs mere om gnosticismen på Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Gnosticisme ↩︎
9. Pnematomakionismen betyder noget i retning af: bekæmpelse af ånden ↩︎
10. Unitarisk Kirkesamfund, en dansk unitarisk menighed: https://www.unitarerne.dk/ ↩︎