På søndag, 11. søndag efter Trinitatis, skal vi høre om kvinden, der kommer ind i farisæerens hus og grædende falder ned for Jesu fødder, og væder dem med sine tårer, kysser dem – og smører dem ind i vellugtende olie.

Værten blev sammen med sine venner, forarget over det. Hun var en kendt synder – altså en, der åbenlyst levede i synd. Og nu kommer hun ind i hans hus. Og Jesus giver hende lov til at røre ved sig. Vidste han ikke hvem hun var? I den anledning begynder Jesus at bebrejde Simon for dårligt værtskab. Han vaskede ikke Jesu fødder, da Jesus trådte ind ad døren. Det var ellers god stil. Han bød ikke Jesus velkommen med et kys, som var den gode og fredsommelige måde at tage imod en gæst. Og endelig gav han ikke Jesus vellugtende salve i hans hår, som man gerne gjorde ved særligt vigtige besøende ved specielle lejligheder. Men alle disse ting gjorde synderinden, siger Jesus.

Fodvaskning sørgede værten normalt for, for vejene var støvede og det gjorde godt for gæsterne at få vasket fødderne. Det var ikke ærefuldt for en stolt mand at vaske andres fødder, men man fik gerne en laverestående i husstanden til det – hvis muligt, gerne en træl. I det mindste ville man sætte et vandfad frem, så gæsterne selv kunne gøre det. Det ser ikke ud til, at det var noget, Simon farisæer havde ulejliget sig med.

Det nok mest kendte eksempel på fodvaskning i Bibelen er, da Jesus vasker sine disciples fødder skærtorsdag aften (Joh 13,1-15).

Flere gange hører vi i de nytestamentlige breve om, at menighedsmedlemmerne skal møde hinanden med et helligt kys¹. Vi skal ikke forestille os lidenskabelige kys, men nærmere den slags, vi ser i det sydeuropæsike lande, når to venner møder hinanden. Således gjorde man gerne på Jesu tid, når man modtog gæster, som man satte pris på. Men farisæeren tog ikke imod Jesus med et kys.

Det kys, som de fleste bibellæsere hurtigt tænker på, når vi taler om at tage imod hinanden med et kys, er da disciplen Judas forråder Jesus med netop et tilsyneladende venskabeligt fredskys (Luk 22,48).

Hvis værten ville gøre en ekstra indsats for at få sine gæster til at føle sig velkomne og godt taget imod, ville han tage en klump salvelse eller voks, og lægge det på gæsternes hoved. Som tiden skred, smeltede voksen og glæd ned over gæsten og skabte en skøn duft i lokalet.

i Salme 132 skriver David:

v1  Valfartssang. Af David.
Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
v2  Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.
v3  Det er som Hermons dug, der falder
på Zions bjerge.
For dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed.

Farisæeren havde mulighed for at gøre alle disse ting, men valgte at lade være. I stedet kommer en syndig kvinde ind i huset, og hun gør som den gode vært burde have gjort. Men ikke for at vinde anseelse eller at få en god anmeldelse for værtskab. Nej, hun gjorde det i ren og sker taknemmelighed for Jesus store tilgivende kærlighed til hende.

1. Rom 16,16; 1 Kor 16,20; 2 Kor 13,12; 1 Thess 5,26 og 1 Pet 5,14 ↩︎