Prædiken til 2. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« (Luk 21,25-36)

Da jeg var en knægt, var jeg venner med en del, som kom fra en kirkelig baggrund. Jeg kan huske engang, at vi var gået ind i et bådehus – og en af mine kammerater havde stjålet en pakke smøger fra en sine forældre. Og nu delte han cigaretterne ud imellem os. Det var ikke første gang, jeg prøvede at ryge – så det gik meget let. Lige indtil en af mine kirkelige venner sagde: ”Hvad nu hvis Jesus kommer tilbage lige her og nu? Vil vi så komme med?”

Jeg blev hundeangst – og skyndte mig at smide cigaretten fra mig.

Det var ikke sidste gang, at jeg oplevede denne angst. I tiden op til, at jeg blev et troende menneske, blev jeg flere gange konfronteret med det her tema om dommedag. Jeg kan huske at jeg havde to meget uhyggelige mareridt, som handlede om, at Jesus kom igen – og jeg blev ladt tilbage. Og af uransagelige årsager, besluttede jeg mig for at gå i gang med at læse i Bibelen – vel at mærke, inden jeg begyndte at tro på Jesus. Og jeg gik i gang med Johannes Åbenbaring.

Jeg var bange for dommedag. Det er helt sikkert. Men da Jesus kom ind i mit liv – ændredes alt. Jesu genkomst gik fra at være et apokalyptisk mareridt, til at blive en glædesfest – en forløsning! Johannes Åbenbaring skiftede karakter fra at være en uhyggelig gyser, til at blive et højt skattet kærlighedsbrev fra Gud.

”…der skal ske tegn i sol og måne og stjerner”. I 1 Mos 1,14-16 hører vi om, hvilke formål himmellegemerne har: ”Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.”

Gud har skabt himmellysene således, at vi kan bruge dem som måleredskaber. Når solen kommer op, begynder dagen – og når den går ned igen, er det aften. Sådan sker det dag efter dag. Disse samme tidsangivere, som blev givet os ved skabelsen, fortæller os nu, at tiden er ved at rinde ud – og snart kommer dommen over verden.

Det tidspunkt selve dagen oprinder, vil vi ikke være i tvivl! Men inden da, ser vi tegnene, som minder os om, at Jesu genkomst nærmer sig.

Både her i Luk 21 og Matt 24, hvor Jesus har de her uddybende taler omkring dommedag, begynder han med at tale om Jerusalems fald. Byen Jerusalem vil blive ødelagt – og hedningerne vil trampe den ned – og ødelægge templet. Men Jerusalems fald er kun begyndelsen på det, som Jesus kalder veerne.

Min kone har være gravid fire gange. Da ca. 40 uger er gået, begynder veerne – det er smertefuldt – men man ved, at nu er barnet på vej. Hen imod slutningen af veerne, begynder presseveerne – og til sidst sker fødslen.

Det vi ser i år 70, ved templets ødelæggelse, er begyndelsen på veerne. Det er begyndelsen på det, vi kalder de sidste tider. Det gamle tempel blev ødelagt, men Jesus, som er vores tempel, kan aldrig ødelægges, men består til evig tid. ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.”

Hvad betyder det, at Jesus er vores tempel? Det betyder, at han er det sted, hvor vi har adgang til Gud. Det betyder, at han er det offer, som blev bragt – for at vi kunne gå fri. Det betyder, at når vi er i ham, er vi Paradis-borgere.

Efter templets ødelæggelse (som var begyndelsen på veerne) vil der komme flere tegn, som alle sammen forkynder, at dommedag nærmer sig:

• svære krige,
• dødelige sygdomme,
• moralsk fordærv,
• naturkatastrofer,
• falske profeter,
• falske forkyndere,
• falske evangelier,
• falske kristusser.

Nogle mener, at dette betyder, at vi vil kunne observere en forværring i tegnene – således at krigene bliver værre og værre – naturkatastroferne blive mere og mere ødelæggende osv. Jeg er ikke sikker på, at det er så enkelt. Op igennem historien har der været den ene efter den anden, som har forsøgt at regne ud, hvornår Jesus kommer igen – og fælles for dem alle sammen er, at de tog fejl. Og vi må da også indrømme, at frygtelige krige og uhyrlige katastrofer har ramt verden utallige gange. Det, vi skal lære af tidens tegn, er ikke, at nu ved vi, at han kommer i løbet af en uge, en dekade eller om tusind år. Nej, det vi skal lære af tegnene er, at vi lever i en falden verden – og Jesus kommer igen – for at skabe alt nyt. Det er det.

Det er helt naturligt, at det skaber frygt og angst, når vi hører om krig i Ukraine og Israel – når vi hører om kinesiske skibe, der laver sabotage i vores farvande – når der sker det ene russiske cyberangreb efter det andet – bl.a. fornyelig i Rumænien. Det skaber frygt, når vandstanden stiger. Når epidemier og pandemier hærger. Når kristne forfølges. Det skaber frustration, harme og sorg – når vi oplever alt det moralske fordærv i denne gamle verden – at ufødte spædbørn bliver slået ihjel – og når man argumenterer for, at aflivning af gamle og alvorligt syge er en barmhjertighedsgerning. Når det, som i Bibelen kalder synd – bliver hædret og ophøjet som frigørelse og kærlighed.

Jo, dagen nærmer sig.

Men på trods af, at der er masser af grunde til sorg og bekymring – skal vi, troens folk, øve os i at se anderledes på det, siger Jesus. Når vi ser tegnene, ser vi ikke, at nu sejrer døden lige om lidt – nej, når vi ser tegnene, må vi rette os op og løfte vores hoved, for vores forløsning nærmer sig. Veerne for den vordende mor kan virke skræmmende og smertefulde – men de vidner om liv – sådan er det også for os, siger Jesus. Det grufulde er ikke enden – det grufulde vidner om, at frelsen er på vej.

Det er den ene ting, vi skal lære af tegnene: vores forløsning nærmer sig.

Den anden ting, vi skal lære er, at tage dem seriøst. Det virker måske meget indlysende. Men det er vigtigt for Jesus at slå fast. Fordi, selv om vi er genfødte kristne, så lever vi endnu i syndens verden – og djævelen vil gøre alt for at føre os væk fra Gud – således, at vi ikke vil komme med på den nye jord, når Jesus kommer for at hente sine frelste hjem.

”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer”, siger Jesus.

”Svir og drukkenskab”, det sløver. Inden jeg blev en troende kristen, havde jeg et meget usundt forhold til alkohol. Jeg brugte det til at dulme mine smerter – og flygte fra min hverdag.

Djævelen og Antikrist øser det ene glas vin efter det andet op – og serverer det for os. Og når vi ser os omkring – på de mennesker, som allerede har tømt Djævelens vinglas, ser vi glade mennesker, der fester og har det sjovt. Vil vi så gøre det samme? Vil vi tømme det glas, som står foran os?

Hvad sker der, når man drikker for meget? Hvad sker der, når man har drukket seks øl eller tre glas vin – og så sætter sig ud i bilen? Et britisk studie viste, at reaktionstiden stiger med 12%, når man når den lovlige promillegrænse i England. Dit syn bliver påvirket – du får sværere ved at fokusere – du får tunnelsyn.

Den vin, som Djævelen serverer for os – er naturligvis ikke nødvendigvis egentlig vin, som sådan – vinen er et billede på alt det, som han lokker med – og lover os. Pointen er, at der er kræfter, som gør alt, der står i deres magt, for at sløve vores åndelige sanser. Løfter om frihed, guld og grønne skove – fx, hvis man bare følger sit hjerte og lever sine lyster ud.

Hvis ikke det lykkes Djævelen at lokke os med fest og hengivenhed i kødeligt begær – så får han os til at bekymre os. Bekymringer for alt det, som hører dette liv til.

Her er det, at Jesus minder os om at bede: ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

Hvad vil det sige, at bede? Dvs., at give slip. At slippe tøjlerne. At ikke kæmpe i egen kraft – men overgive sig til Jesus. Der er kun én måde vi kan komme igennem veerne på med livet i behold – ved at holde os til Jesus!

Hvordan gør vi det? Ved at bede og holde os til hans ord og løfter.

Nogle gange er Satan endnu mere listig – han bilder os ind, at det er nok, hvis vi bare har teorien i orden.

Jesus er Gud! Tjek!

Gud er treenig! Tjek!

Dåben frelser! Tjek!

Men det er ikke noget, vi som sådan behøves at leve i og dagligt stole på – Det er bare en nødløsning – Just in case – bilder Satan os ind. – Men sådan en relation til Gud er intet værd på dommedag. Der vil der ikke blive spurgt ind til meninger og teorier – men om tro!

Tro er at overgive sig til ham!

Tro er at give slip på sig selv!

Tro er lade ham stå ved roret – at lade ham sidde på tronen i dit liv!

Forestil dig, at du falder over bord – og du kan ikke svømme. Du var taget ud at sejle rundt omkring de færøske øer. Du fik tilbudt en redningsvest – og blev bedt om at tage den på. Du tog imod den – men lagde den så fra dig. Hvis det trak op til uvejr – hvis bølgerne begyndte at kaste båden rundt på havet – skulle du nok tage den på. Men lige nu, havde du ikke brug for den. Den var der – just in case! Men pludselig kom stormen – og pludselig begyndte båden at gynge helt voldsomt. Og da er det, at du faldt over bord.

Hvad er vores redningskrans?

”…der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.” Sådan læste vi i den gammeltestamentlige lektie.

Jesus selv er vores redningskrans. Når stormen raser og bølgerne slår – når endetidens tegn næsten ikke er til at bære – når den store dag, Herrens dag, oprinder og alle folk skal føres frem for Menneskesønnen. Da er Jesus vores redningskrans.

Hvad betyder ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”?

Det betyder, at vi skal have Jesus med os! At han må være vores redningskrans.

I dag har vi bevidnet hvordan et lille barn er blevet indlemmet i Guds kirke. Paulus siger, at vi i dåben iklædes Kristus. Dåben klæder os i redningsvesten. Tro på det! Hvil i det!