Af Jón Tróndheim Poulsen (Oprindeligt bragt i KFS’ blad Til Tro)

Amon sad og så over den store flod Nilen. ”Bare forudsigelserne holder” tænkte han. Sidste år havde været et tørt år, og det havde været svært at få enderne til at nå sammen. Men i år havde præsterne forudsagt, at det ville blive et overflodsår. Nilen ville flyde over sine bredder endnu engang. Nilen var livsnerven, der løb igennem Egypten. Når Nilen flød over sine bredder, betød det liv og fremgang for befolkningen.

Guds ord som en flod

Der står om Moseloven i det apokryfe skrift, Siraks bog: ”Den lov får visdom til at flyde over som Pishon, som Tigris ved forårstid. Den får indsigt til at svulme som Eufrat, som Jordan i høsttiden. Den lader belæring vælde frem som Nilen, som Gihon ved frugthøstens tid.” (Siraks bog 24,25-27) Visdommen fra Guds ord er som Nilen, der flyder over sine bredder med velstand og velsignelse. I det fjerde kapitel i Johannesevangeliet hører vi om en samaritansk kvinde, som har en samtale med Jesus. Det begynder med, at Jesus beder hende om noget vand at drikke fra den brønd, de er ved. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvordan han, en jødisk mand, kunne bede en kvinde som hende om denne tjeneste. Da siger han til hende: ”Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” (Johannesevangeliet 4,13-14)

Nådens overraskende kraft

Ret tidligt i mit trosliv, gjorde jeg mig en erfaring, som kom bag på mig. Jeg var hyperfokuseret på at leve som en god kristen, og fejlede gang på gang. Men jeg fandt ud af, at de gange, jeg oplevede, at det rent faktisk lykkedes, var de gange, hvor jeg ikke dunkende mig selv oveni hovedet, men hvor jeg mindede mig selv om Guds nåde. Det var nåden, og ikke loven, der gav mig kræfter til at leve i efterfølgelse af Jesus. Men jeg tog ikke ved lære af denne erfaring.

Jeg kan huske første gang, jeg læste Luthers Store Katekismus. Den første del handler om, hvordan kristne skal leve efter Guds vilje. Hans indledning til den anden del, om troen, overraskede mig: ”Derpå følger rimeligt nok troen, som (…) skal (…) sætte os i stand til at gøre alt det, som vi ifølge De Ti Bud skal.” Vi kan ikke overholde Guds lov ved at tage os sammen til det. Det kan vi kun ved at begynde ved nåde – at vi er tilgivet for al synd.

Et liv efter Guds vilje

Som kristne er vi kaldede til at leve efter Guds vilje. Vi skal elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv. Vi skal stræbe efter at være gode ægtefolk, venner, medarbejdere… Vi er kaldede til at leve vores liv som ambassadører for Gud. Men hvordan gør vi det? I Siraks bog hører vi hvordan loven er som de vandrige floder, der giver liv i overflod. Dette strider imod min erfaring. Eller, det skal i hvert fald forstås rigtigt. Guds lov er en overordentlig stor ressource til, hvordan vi skal leve som Guds folk. Her har vi alt, hvad vi skal bruge ift. hvad vi skal og ikke må. Men lysten til det og ønsket om at leve til Guds ære? Den finder vi ikke i loven.

Hvile for min sjæl

Jeg slog mig selv oveni hovedet, og forsøgte at presse mig selv til at blive en bedre og mere autentisk kristen. Jeg forsøgte at være så engageret i kristeligt arbejde som muligt. Jeg bekendte mine synder igen og igen for Gud. Men jeg mislykkedes. Jeg faldt for de samme fristelser igen og igen. Og når jeg oplevede at have vundet over én synd, poppede en anden frem. De første par år af mit trosliv var styret af denne kamp. Jeg kunne simpelthen ikke finde hvile for min sjæl. Jeg var helt overbevist om, at min frelse afhang af, at mit liv skulle være et overflodsliv. Jeg skulle være Nilen. Og jeg så slet ikke, at det, jeg gjorde, var at bryde det første bud, ”Du må ikke have andre guder”. Jeg satte mig selv på tronen i Guds tempel.

Personligt lærte jeg det på den hårde måde. Mine svære åndelige anfægtelser blev æltet ind i min i forvejen sårbare psyke – og jeg endte i en svær depression. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg slet ikke var en kristen. Jeg var helt sikker på, at jeg ville ende i helvede. En eftermiddag sad jeg og øvede med det kirkekor, jeg sang i. Vi skulle synge Kingos salme: “Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde.” Den ramte mig som en kæmpestor evangelisk overflod. Jeg så, at jeg aldrig vil komme til at lykkes. Jeg vil aldrig blive så god en kristen, som jeg burde være. Jeg vil aldrig være uden våde – uden fejl. Aldrig dog foruden Guds nåde. Nogle ville måske sige, at jeg fik frelsesvished den torsdag eftermiddag. Men det var ikke en følelse. Jeg blev ved med at tvivle og kæmpe – men jeg havde fået en indsigt: jeg skal ikke kigge indad for at se, hvor overfloden kommer fra. Jeg skal se udad, væk fra mig selv. Jeg skal se hen til de steder, som Gud selv peger på i sit ord: i forkyndelsen, dåben, nadveren og skriftemålet. Her flyder floden, evangeliet, over sine bredder – og jeg bliver fyldt med liv til overflod. Dåben skyllede over mig med sin genfødelse og fornyelse. Kristi ord skabte troen i mig – og blev ved med at holde mig fast. Og i nadveren modtager jeg Jesu legeme og blod til mine synders forladelse. Når gør brug af skriftemålet, og sætter ord på mine synder for præsten, overøser han mig med Guds nåde. På Guds vegne, tilgiver han mig.

Amon var fuldstændigt afhængige Nilens oversvømmelser. Uden at den flød over sine bredder, havde han ikke mulighed for at dyrke sine afgrøder. Kristne er fuldstændigt afhængige af evangeliets overflod. Derfor må komme de steder, hvor nådens flod flyder over sine bredder.