Når en kristen bliver syg, svag eller på andre måder oplever modgang, er det naturligt at bede. Mange beder for sig selv og for hinanden. Men Bibelen kender også en særlig bønspraksis, som ikke er så kendt i vores del af kirken: “er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham.” (Jak 5,14).
For mange er sygesalvningen noget, man forbinder med katolske eller ortodokse miljøer. Men den hører også til i den evangelisk-lutherske kirke. Salvelsen er ikke et magisk ritual og heller ikke en garanti for helbredelse. Den er en bøn og en trøst, en måde at konkretisere, at Herren er nær hos den syge, og at Kristus har taget både vores synd og vores sygdom på sig.
Sygesalvning er både enkel og sjælesørgerisk: du vil blive bedt for med håndspålæggelse og salvet med olie. Selve salvningen foregår ved, at præsten dypper sin finger i olie, og tegner korsets tegn på din pande. For nogle bliver det en del af livets afslutning, for andre en del af en kamp for livet. Men i begge tilfælde er det Kristi fred, der rækker sig ind i lidelsen.
I vores del af kirken er det ikke mange, der benytter muligheden – og måske netop derfor er det værd at nævne. Hvis du eller én du kender bliver ramt af alvorlig sygdom, så husk, at kirken ikke er langt væk. Den kan komme til dig, og Kristi fred kan blive talt ind i det, der er svært at bære alene.